Aldrig for sent
Den følgende tekst er fra maj 2015. Den blev skrevet som et brev til kollega, som jeg ind imellem diskuterede fag med. Den er lidt desillusioneret, men - hånden på hjertet - er det så urimeligt? Overskriften er ikke min egen, den er en af den altid slagfærdige Århus kunstner Teddy Sørensens utallige originale bemærkninger.
Husk! det er aldrig for sent af opgive
Jeg begynder denne gang med et sidespring omkring min nabos hundehvalp. Det bliver nu ikke særligt langt, for Fido holdt nemlig kun et lille års tid, så gik turen til dyrlægen og sprøjten der sendte den til de evige slagterbutikker.
Ja, den der havde været så sød og uimodståelig som lille, viste sig at udvikle egenskaber, der ikke passede helt ind i familiens øvrige planer (om det så faktisk var hunden der var udstyret med dårlige gener, eller om det var de to unge mennesker der ikke helt havde sat sig ind i, hvad det krævede at anskaffe hundehvalp samtidig med at få barn og flytte i nyt hus, er i denne forbindelse lige gyldigt).
Min pointe med sidespringet er at minde om, at man kan nå til det punkt, hvor man må give op og indse, at projektet man gik i gang med, er kuldsejlet - point of no return er overskredet. Uanset hvor sød, projektets genstand en gang havde været, og uanset hvor storslåede planerne med den var, er det altså blevet tid til at indse, at de bare ikke lykkedes.
Sådan tror jeg, mine følelser overfor vores fag er blevet. Jeg er helt opmærksom på, at der stadig findes mennesker der spiller og synger vældigt seriøst og smukt, men for hver gang de frembringer en pæn tone, sprøjter musikradioen hundredevis af grimme af dem ud i æteren. Og hvis prisen for det ene er, at man tager det andet med, synes jeg ganske enkelt, den er for høj.
Jeg er fx begyndt at få skidt, når jeg er i selskab og bliver bedt om at afsløre, hvad jeg har bedrevet i mit professionelle liv og får ondt helt ind i det inderste af knoglemarven når jeg videre får stillet spørgsmålet: “Spiller du så i band?” for slet ikke at tale om fortsættelsen: “Hvad spiller du for slags musik?” Når det så går videre til snak om pragtfulde musikoplevelser (som NB så at sige aldrig nogen sinde er noget, jeg kan forbinde med det), så sidder jeg virkeligt tilbage med følelsen af befinde mig på en fjern planet uden nogen som helst kontakt med det øvrige selskab.
Hvordan det kan være, forståelsen for musik i den grad er gået tilbage, er jeg ude af stand til at gennemskue. Jeg er helt opmærksom på, at der er en masse junk indenfor andre områder også, men i de fleste tilfælde er de mennesker, der har anskaffet sig et eller andet af ordinær kvalitet, jo også selv klar over det. De er helt med på, at det indkøbte ikke er af klasse, det blev anskaffet, fordi det dækkede et umiddelbart behov og holdt sig indenfor, hvad pengepungen rakte til.
Men med hensyn til musik, kan det argument jo ikke rigtigt bruges. Drejer det sig fx om et arrangement, hvor musik indgår, vil man næppe tænke sådan. Dels er musik af ringe kvalitet ikke nødvendigvis billigere end musik af god (ofte endda tværtimod), og dels vil de vurderinger, man anlægger her, typisk være nogle helt andre. Men det ender selvfølgelige alligevel med at blive kvaliteten, det handler om, lad mig komme med et eksempel: Et grundlovsarrangement, jeg tiltog i for et par år siden.
Det var ellers i alle måder efter bogen. De tre talere var stiftets biskop, et lokalt valgt folketingsmedlem og direktøren for det stedlige kulturhistoriske museum, såvel de højere magter som den prosaiske dagligdag og historien var repræsenteret, og forløbet var helt traditionelt med opstillede bænke til tilhørerne, talerstol, kaffe og kage, Grønne Tuborg osv.
Og så naturligvis musik ind imellem, og her er det, jeg undrer mig. Arrangementets musikalske indslag var lagt i hænderne på to folkesangere med westernguitarer. At den ene af dem var iført cowboyhat og beholdt den på under hele arrangement nævner jeg kun en passant for at understrege, at de ikke heller på nogen måde i øvrigt signalerede dansk.
Den i den omdelte folder trykte fællessang fra Højskolesangbogen var da helt tydeligt heller ikke del af deres kernerepertoire. De gjorde et hæderligt forsøg med den, og nåede også et pænt stykke ind i vers 1`s første linie før de måtte kaste håndklædet i ringen og bede forsamlingen, der ellers allerede havde rømmet sig og taget briller på, om at lægge den omdelte tekst væk igen.
Det var en af de lejligheder, hvor jeg følte en inderlig trang til at fare op på toppen af Himmelbjerget og skrige ud over det ganske land. For det er s´gu da for dårligt! Men hvor ligger fejlen? hos de to folkesangere? - Ja, de kunne selvfølgelig have øvet sig hjemmefra, men vi ved jo på den anden side ikke, hvornår de havde fået at vide, hvad det var for en sang, der skulle synges fælles. Den dag de sagde ja til jobbet, blev der måske slet ikke nævnt noget om en fællessang fra højskolesangbogen?
Nej, det er arrangørerne, det falder tilbage på. Hvorfor netop de to? har det virkeligt været arrangementsudvalgets sande overbevisning, at et par folkesangere, der kan nogle platte, folkelige viser på dansk og som ellers bevæger sig lidt rundt i et repertoire, der stammer fra det amerikanske bonderøvsland, måtte være det oplagte valg til et dansk grundlovsarrangement? - har de seriøst ment, at de, der kunne få et beruset festselskab til at skråle med på “Flade Jensen fra Fladenstrand” også måtte være dem, der var brug for ved denne lejlighed? - sammen med biskoppen og museumsdirektøren? - Jeg lader spørgsmålet stå lidt.
En anden mulighed er, at man i udvalget simpelt hen har været totalt lige glad med, hvad der var af musik, og derfor bare har taget det første, der dukkede op under Festmusik i lokaltelefonbogen. Men kan vi tro det? - om arrangementsudvalget til en grundlovfest? - de samme mennesker som ringer til biskoppen, museumsdirektøren og folketingsmedlemmet og beder dem komme som talere?
En tredie mulighed er så, at de ganske enkelt ikke har vidst bedre. De har hverken valgt eller tænkt, de har simpelt hen ingen forudsætninger haft for nogen af delene. Ingen af udvalgets medlemmer har haft viden om, hvad der kræves for at afvikle “Den danske sang er en ung, blond pige” som fællessang på en forsvarlig måde, og ingen af dem har haft nogen forståelse for, hvad der musikalsk ville matche talerne og arrangementet i øvrigt.
Her er vi nok forklaringen lidt nærmere, men det bringer os i og for sig kun tilbage til mit spørgmål: Hvad er årsagen til, at den generelle forståelse for musik i den grad er gået tilbage?
For blot nogle få årtier siden ville vi aldrig have oplevet den slags. For det første ville man den gang ikke have været bange for konventioner, og for det andet ville det generelle vidensniveau simpelt hen have været højere. Arrangementskomiteens medlemmer ville have været fortrolige med, hvordan man afviklede en fællessang, ligesom de ville have været helt klar over, hvilke sange og hvilken musik i øvrigt, der passede til arrangementet; ellers ville de i det mindste have vidst, hvem de skulle spørge til råds om det.
Hvorfor er vores viden om og interesse og respekt for musik i den grad sakket agterud? Det er 10.000,- kr.´s spørgsmålet. Selv er jeg som nævnt nået dertil, at jeg har tabt enhver form for engagement i at finde svaret.