Musikfri zoner, tak
Musikfri zoner, tak!
kronik i Politiken torsdag d. 7. november 1996
Lad det være sagt med det samme: Jeg kan ikke udstå baggrundsmusik. Jeg kan ikke slappe af og nyde besøget på en restaurant, hvis en tændt højttaler spyr lyd ud i rummet, jeg kan ikke koncentrere mig om mine indkøb i supermarkedet, hvis det skal ske til muzak-ledsagelse, og jeg bliver stresset hvis jeg skal stille nogle spørgsmål og have svar på dem på f.eks. et offentligt kontor, og det skal ske med radioen kørende i baggrunden.
Jeg indrømmer, jeg har det svært med min lille fobi, for brugen af baggrundsmusik har efterhånden antaget et sådant omfang, at det næsten er uundgåeligt at gennemleve bare en dag uden at møde fænomenet. Lyden kværner overalt. På arbejdspladserne, kontorerne, i busserne, forretningerne osv. For eksempel var musikradioen tændt og kørte konstant i stemmelokalet, sidst jeg stemte til folketingsvalg (Desværre var der ikke et af de partier, der var repræsenteret, der gik til valg på afskaffelse af det. Et hvilket som helst af dem, der havde sat det emne på programmet, havde ved den lejlighed været sikker på min stemme).
Selv om det umiddelbart kan virke hysterisk, at man har svært ved at sætte et kryds på et stykke papir, hvis radioen er tændt i lokalet, så er dog trods alt alt, der ikke har med det man foretager sig at gøre en mulig forstyrrelse. Og ingen vil vel bestride, at valget af Folketingets medlemmer er en alvorlig sag. I det mindste ved den lejlighed bør man kunne respektere de mennesker (jeg nægter at tro, jeg skulle være den eneste), der har behov for ro og plads til egne tanker.
Men bortset fra det: Hvad er det egentlig for noget? Hvad er det for en idé der ligger bag den udstrakte brug af højttalermusik? Det kan ikke være behovet for musikalsk oplevelse. Dertil er forholdene de fleste steder for uegnede. Fx er der jo en grænse for, hvor meget man kan skrue op for musikken, når der kun er tale om baggrund. Den må ikke forhindre at fx samtale kan finde sted.
Det kan heller ikke være kunstnerisk trang. Musikken i fx supermarkedet har slet ikke nogen karakter. De gange jeg har standset op og pauseret i indkøbsaktiviteten og lyttet til, hvad der kommer ud af højttalerne, har jeg hørt det mest intetsigende nonsens af idé- og karakterløse fraser. Ikke noget som helst man husker og nynner videre på på vejen ud gennem kassen, endsige noget man føler sig beriget af. Jeg kan ikke forestille mig, der kan være komponister og musikere for hvem dette er så væsentligt et budskab, at det bare må ud - hvor som helst det kan ske. Det lyder alt andet end inspireret og engageret. Snarere som noget der er lavet med venstre hånd og blikket stift rettet mod honoraret.
Dertil kommer at den tekniske lydkvalitet jo som regel er i bund. Og hvad værre er: brugen af baggrundsmusik forhindrer jo ikke fx forretningen i at bruge lydanlægget til annonceringer. Pludselig, helt umotiveret klippes musikken af til fordel for en annoncering: `Vi har i dag tilbud på tre guldbarrer til 12 kr.´, eller: ´`Henrik til kasse 3´ - ikke en gang en pæn udfadning, endsige en venten med annonceringen til et sted i musikken, hvor den kan passe mere naturligt ind.
Og tilbagegangen til musikken igen sker lige så abrupt. Bum, midt i en tone er vi der igen. For dem, der foretager annonceringerne, er det som om musikken overhovedet ikke er der. De tager blot mikrofonen, slår den til og annoncerer, slår fra igen og fortsætter med, hvad de ellers har at gøre. Klip - klip. Tanken om at afbrydelsen måske sker midt i en dominantakkord, hvis opløsning til Tonica vi aldrig får el. lign. synes overhovedet ikke at opstå.
Sandheden er nok også, at musikken ikke er noget, man tænker over, ikke tager hensyn til. Som en af de andre tilstedeværende sagde, en gang jeg gav ondt af mig overfor en særligt kraftig baggrundslyd: “Gud, jeg hører den slet ikke!” Han formåede - modsat mig - at fortrænge den.
Selvfølgelig hørte han lyden. Han var ikke døv, men han var åbenbart i stand til at vælge mellem de sanseindtryk, han modtog og rette koncentrationen mod visse af dem og modsat abstrahere fra andre (hvorvidt de så alligevel har påvirket ham og hans reaktioner, er et interessant spørgsmål, som psykologerne sikkert kan sige noget om, men som jeg skal afholde mig fra at tage op).
Det kan være ganske meget, man i givet fald skal kunne lukke ude. Den anden dag oplevede jeg i et supermarked i Århus tre eller fire lydkilder på en og samme gang. Dels var der den overordnede muzakbaggrund i hele forretningen. Dels var der mindst en tændt videoskærm med en reklame for et eller andet produkt indenfor hørevidde - naturligvis med både speaker og baggrundsmusik. Dels havde afdelingen for radioer og fjernsyn et apparat med en rock-musik video tændt, og dels var der selvfølgelig de jævnlige annonceringer af dagens tilbud og lignende, hvortil kommer den almindelige støj af mange mennesker på et sted, ventilatorer, udsugninger samt de mange digitale kasseapparaters bip-bip-bip-bip.
Ren kakafoni. Hvordan ekspedienterne overlever det, er mig en gåde, medmindre de også opøver evnen til simpelt hen at lukke lyden ude. De så ud som om det faktisk var tilfældet, og det samme gjalt de personer, der sad i cafeteriet med formiddagskaffen og med i hvert fald to - tre lydkilder i ørerne (fra køkkenet kunne man høre radioen). Ingen af dem så i hvert fald stressede ud.
Men et er evnen til at lukke det uvedkommende ude. Noget andet er: Hvad er al den lyd så godt for? Ingen skal få mig til at tro, den formidler nogen som helst positiv oplevelse. Ikke af musikalsk art i hvert fald. Psykologer taler om angsten for det tomme rum, for stilheden. Musikradioen er ikke tændt med henblik på at give en berigende oplevelse, men kun for at levere en konstant baggrundslyd, så angsten ikke overmander os. Ja, det er muligt. Jeg kan i hvert fald ikke selv give nogen bedre forklaring.
Musik som `udfylder´oplever man mange steder i øvrigt. Ringer man fx til Musikhuset i Århus for at bestille billetter, hører man følgende: “Musikhuset, et øjeblik!” Og bum! så hører man Carl Nielsens Tågen letter, en Vivaldi koncert el. lign. Er man så bange for en pause, at ventetiden absolut skal fyldes ud med et eller andet? Og skal det så absolut være musik?
Her kan jeg måske ikke klage over musikkens kvalitet. Men så kan jeg klage over præsentationen af den. Jeg får jo fx ikke stykket forfra, Nej klip, derfra hvor båndet nu tilfældigvis er nået på sin evige køren. Midt i en tone, midt i en akkord - og lige så abrupt rives jeg ud af musikken igen, når den, jeg skal tale med, er blevet ledig.
Ikke mindst et sted som Musikhuset, der jo er til for at formidle musikken, burde skamme sig over en så respektløs behandling af den. Uanset hvilke ideer hvem måtte have, og uanset jeg måske er særligt sart, så er og bliver et musikstykke noget i sig selv med sin egen mening og idé, og dermed noget der har krav på at blive respekteret som sådan. Det er muligt muzakfabrikanterne ser anderledes på den sag med det de laver, Carl Nielsen har i hvert fald ikke skrevet hverken `Tågen letter´ eller nogen andre af sine stykker til at skulle spilles i tilfældigt afklippede småbidder.
OK, vi skal følge med tiden, vi skal være moderne. Vi kan ikke bare blive ved med at sige: sådan havde Nielsen aldrig tænkt det! Nye opfindelser giver nye muligheder, og selvfølgelig kan man ikke gøre krav på, at den måde, man hidtil har spillet og hørt musik på, også er den eneste rigtige i fremtiden.
Men er denne nye måde at bruge musik på nu også så gribende god en idé? Har vi behov for denne lyd hele tiden, overalt? Det fremmer næppe oplevelsen af musik generelt og evnen til at glæde sig over den. Hvis man er vænnet til mere eller mindre at fortrænge den lyd, man hører, er man da alt andet lige dårligere rustet til at modtage den store musikoplevelse, når den er der, end hvis ens ører er sat i beredskab.
Og har vi behov for hele tiden at konsumere - og i de kolossale mængder? Ud fra en almindelig logik må noget, vi indtager i så store doser, være af en særlig tynd kvalitet - ellers kan vi ikke rumme det. Det jeg oplever, underbygger i det mindste den antagelse.
Det værste problem i forbindelse med den måde at bruge musik på, synes jeg er den ligegyldighed og mangel på opmærksomhed omkring lyden, der opstår. Formentlig er mindst halvdelen af de radioapparater, der står og spiller en almindelig hverdag, blot tændt fordi man har glemt at slukke for dem, da man forlod rummet, bilen, kontoret eller hvad det nu kan være. Jeg har fx selv engang gået en hel eftermiddag og været træt af at høre på min nabos radio, og da jeg så endelig tog mig sammen til at gå over og bede ham om at skrue ned, viste det sig, han slet ikke var hjemme.
Men bemeldte nabo er en flink mand, som aldrig ville drømme om at genere mig med vilje. Han havde simpelt hen ikke skænket det en tanke. Det samme gælder (er jeg sikker på) ham, der parkerede sin bil uden for mit vindue med radioen tændt - og alle de andre der på forskellig måde har tvangsindlagt mig til musiklytning i kortere eller længere tidsrum.
Forglemmelse, manglende opmærksomhed. Det er resultat af den udpræget passive lyttemåde, der er den almindelige i dag. Men det er historien om den onde cirkel, for samtidig med at brugen af musik på den måde er et resultat af den passive holdning, er den jo omvendt årsag til den. Jeg ser helt bort fra de muligheder for indoktrinering og propaganda, der vitterligt er til stede her for en person eller gruppe med magtdrømme - men et aktivt forhold til det man foretager sig, må vel altid være at foretrække frem for et passivt.
Baggrundsmusikken og den udstrakte brug af den hænger sammen med en passiv lytteholding. Den skaber og fremmer den, og den er resultat af den. Har man fx et aktivt, bevidst forhold til lyd, vil man aldrig acceptere at handle i en forretning, hvor man konstant har tre - fire forskellige højttalere i ørerne på en gang. Rent nøgternt: Det lyder da ad h… til. Man holder det kun ud, hvis man er i stand til at glemme lyden og koncentrere sig om indkøbene.
Jeg tror ikke, brugen af baggrundsmusik bunder i nogen særlig idé eller holdning, den skyldes snarere en dårlig vane. Men en sådan kan man jo lægge fra sig. Tinnitus er ved at blive anerkendt som en erhvervssygdom, opmærksomheden omkring denne rædselsfulde (må det være) lidelse er stigende. Interessen for vor høresans er ved at komme i fokus. Det må være på tide at rejse spørgsmålet om støjgenerne i vores hverdag.
Jeg er selv musiklærer, og som sådan har jeg naturligvis en vision om en ny generation med respekt og interesse for musik. Med et aktivt forhold til det at lytte, med sans for kvalitet osv. Så vil de problemer, jeg her har beskæftiget mig med, løse sig selv. Desværre ser jeg ikke rigtigt tegn på, at udviklingen går den vej. Fx er faget musik jo stadig uhyggeligt lavt prioriteret i folkeskolen. Derfor vil jeg mere pragmatisk komme med følgende forslag til vores politikere (eller hvem det nu er, der har noget at skulle have sagt her):
Indfør, i lighed med hvad der gælder på røgområdet, musikfri zoner. Vi har nu langt om længe erkendt, at cigaren ikke nødvendigvis giver sidemanden den samme oplevelse som den giver rygeren selv. Sådan er det også (tro mig) med radioen og båndoptageren. Indfør tilsvarende højttalerfri områder på færger, i tog, busser, i parker, skove, forretninger, offentlige kontorer osv. så vi, der helst er fri for den, ikke behøver at være tvangsindlagt til højttalerens dunken.