Nye toner i musikuddannelsen
Nye toner i musikuddannelsen
Kronik i Berlingske Tidende, fredag d. 3. januar 1992
Fra september i år har konservatorierne indført en ny uddannelse som rytmisk musiklærer. Hvor indlysende oplagt det end er, er det ikke helt så enkel en sag.
Hvad er præcis `rytmisk musik?´ Hvorved adskiller den sig klart og utvetydigt fra andre slags musik? Vi kan sagtens finde masser af eksempler på musik, der er rytmisk, men selv et meget stort antal eksempler er jo ikke ensbetydende med en definition af begrebet som sådan, og milevidt fra en indkredsning af, hvad vi skal beskæftige os med på den nye uddannelse. Skal vi fx arbejde med alt det, vi med sikkerhed vil kunne betegne som rytmisk? - det er bestemt ikke lige interessant alt sammen! Hvad med til gengæld den nye musik, som udnytter elementer forskellige steder fra, og kun delvis kan betegnes som rytmisk - må vi så af den grund afvise den eller henvise den til periferien af det stof, vi arbejder med, selvom den måske er spændende?
Og hvordan forholder vi os til selve de musikalske “gloser” (hermed hentyder jeg til begreber som en F-Dur skala, en g-mol akkord, en 4/4 takt osv.)? De er jo ikke særlige for rytmisk musik. Der er tale om vendinger, gloser, udtryk der er blevet formuleret for mange gange flere hundrede år siden og brugt igen og igen i meget forskellige sammenhænge. Skal vores rytmiske studerende ikke også lære historien bag dem - deres oprindelse at kende?
Hvordan skal vi i det hele taget forholde os til anden musik? Hvem skal i sidste ende afgøre, hvad der er hvad i tvivlsspørgsmål? Det øjeblik vi ikke kan beskæftige os med principielt al musik, men kun noget bestemt, kan der jo let opstå problemer (fx at en lærer og en elev er uenige, om noget er relevant og dermed værd at bruge tid på eller ej). I de rigtigt tilspidsede situationer må der jo nogen til, som skal kunne træffe afgørelser om, hvad der falder til den ene eller anden side. Hvem er de? Hvis interesser skal de pleje?
Spørgsmålene er ikke bare teoretiske. Vort musikliv er præget af fraktioner - ikke bare en rytmisk og en “anden”, men adskillige; der er i høj grad tale om interessegrupper, og forholdet mellem dem er snarere præget af brødnid end tillid. Allerede inden det rytmiske konservatorium optog sine første studerende, blev der udtrykt mistro til, at det ville blive bredt nok (= at alle interesser ville blive tilgodeset). Kritikerne mente, det ville blive for “jazzorienteret”, og der blev seriøst stillet krav om oprettelsen af et særligt konservatorium for rock. Men prøv at tænke den tanke til ende.
Et konservatorium for kun én bestemt slags musik kan ikke undgå at havne i stagnation og konservatisme. Det, at man kan afvise alt, der ikke lige umiddelbart ligner det sædvanlige med den begrundelse, at det ikke hører hjemme indenfor det område, man har med at gøre, er en alt for bekvem mulighed for de konservative til at lukke af for omverdenen og pleje selvtilstrækkeligheden (det er jo sådan set det, de klassiske konservatorier har gjort i flere årtier, og dermed skabt den situation, vi i dag står i)*. Jeg synes, vi allerede nu med bare én opdeling har problemer nok med at sikre den åbenhed, der er en absolut betingelse for, at kreativiteten kan trives.
Kritik bliver jo også en umulighed i et system, hvor man altid vil kunne sige: “Det har du ikke forstand på!” Måske er det jo netop ham, der er godt inde i den klassiske tradition, der med sin kritik kan bringe rockmusikeren ud af dødvandet og videre som kunstner. Og måske er det modsat rockmusikeren, der kommer til at give de impulser, der bringer fornyelsen ind i den klassiske uddannelse.
Hvad med den nye musik, der hverken er rock, jazz eller “moderne klassisk”, men derimod slet og ret “90-ernes musik”? Den får ikke en chance for at udvikle sig i dette system, hvor de udviklende meningsudvekslinger erstattes af slagsmål om kvoter. Da man fx afsatte penge til det første rytmiske basisensemble i landet, endte det med, at beløbet blev delt op i to dele. Ikke fordi der var to oplagt lige spændende projekter, men simpelt hen ud fra en ren kvoteringsholdning. Skal jazzen have penge, skal rocken også! Det der formentlig på idéstadiet var tænkt som ét spændende nyorienteret ensemble, blev i stedet til to helt almindelige.
Endnu ringere effekt fik den sum penge, Århus Kommune gennem mange år afsatte til støtte for rytmisk musik. Da alle genrer skulle tilgodeses, blev det i forvejen beskedne beløb fordelt på så mange grupper, at det, der blev til de enkelte hver især, var så lidt, at det ingenting hjalp. Tilmed bevirkede kvoteringsprincippet, at pengene i høj grad gik til glade amatører, på bekostning af de seriøst arbejdende musikere. Havde man haft de kunstneriske visioner og den fornødne rygrad, havde man selvfølgelig oprettet et arbejdslegat for én musiker, men ønsket om at lukke munden på en række højrøstede, selvbestaltede interessegrupper vejede tungere end hensynet til kunstnerisk kvalitet.
Idéen om et specialkonservatorium for rock er fremme igen i den nye rapport om fremtidens musikuddannelser. Men bliver det til noget, kan det ikke undgå at trække en lavine med sig. En bekendt af mig klager fx over, at blue-grass musikken er urimeligt underprioriteret i radioen. Hvornår møder blue-grass tilhængerne op med kravet om et konservatorium for deres musik og penge til oprettelse af en basis blue-grass ensemble til styrkelse af deres interesser?
Folktilhængerne er ved at organisere sig og kan snarest ventes at blive en slagkraftig gruppe. Og hvornår kan vi vente kravet om et dansk-top konservatorium og en stats-dansk-top-gruppe? Er popmusik ikke også et speciale? Er poppen ikke også en vigtig genre? Skal pop ikke også være af kvalitet?
Vi har altid foretaget en eller anden opdeling af musik i kategorier. Men “genreopdelingen” må ikke forveksles med den videnskabelige, systematiske opdeling, vi foretager, når vi fx beskriver forskellen mellem den musik Bach skrev i 1700 tallets begyndelse og den Mozart skrev i samme århundredes slutning. I det ene tilfælde har vi at gøre med en seriøs videnskab (musikvidenskab), i det andet om et rent kommercielt fænomen. Genreopdelingen er først og fremmest baseret på grammofonpladeforretningernes kunder, musikradioens lyttere osv., der skal vide, hvilken kasse de finder det i, de vil købe, og hvilken frekvens der sender det, de vil have kørende som baggrundsstøj.
I musikvidenskaben ser man tilbage på den eksisterende musik og kortlægger den. Her er musikken selv i centrum. Den anden er et forbrugerservicesystem, her er konsumenten i centrum. Set fra et kunstnerisk synspunkt er den opdeling uheldig. For det første fordi den flytter udgangspunktet fra musikken selv til lytteren, og for det andet fordi den jo reducerer musikken fra at være et meningsfyldt kunstnerisk udsagn til at være en konsumvare.
Jeg kan ikke se andet, end at vi må søge at få genreopdelingen afviklet så hurtigt som muligt. At det etablerede musikliv så længe opretholdt en modstand mod den ny musik og totalt ignorerede, hvad der faktisk skete på musikområdet i samfundet, var en fejltagelse. Og den bliver ikke bedre af, at rytmikerne nu begår den samme. Jeg kan udmærket forstå de “rytmikere”, der belært af bitre erfaringer har så lidt tillid til “klassikerne”, at de ingen idé kan se i en integration, men tværtimod ønsker vandtætte skotter imellem linierne. Personlig tror jeg dog alligevel, vi gør klogest i at tilstræbe den integration, der for mig at se uundgåeligt må blive resultatet på længere sigt.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere kommer mit fremtidsbillede til at ligne et system med en basisuddannelse, der er ens for alle konservatoriestuderende, og en række af meget fleksible muligheder for specialisering på en overbygning. Det ville sikre det forhold mellem tradition og fornyelse, jeg mener er rigtigt.
Men inden vi når dertil - hvis det altså bliver dertil, vi når - må vi nok forudse en mængde kævl om kvoter for klassisk, ny-musik, 50´er rock, punk-rock, be-bop, traditionel jazz, reggae, calypso, funk, afro, folk-rock osv. osv. osv.
Vi kan ikke lave om på historien, men hvor havde det hele været nemmere, hvis konservatorierne (og det etablerede musikliv i øvrigt) havde været mere positivt indstillet overfor jazzen, da den dukkede op.
Kommentar til den foregående tekst
december 2017
Kronikken blev skrevet i forbindelse med, at jeg tiltrådte stillingen som leder af den nyoprettede rytmiske faggruppe på konservatoriet i Esbjerg og er således at forstå som en slags programerklæring. Det var rektor Axel Momme, der opfordrede mig til at sende den til Berlingske Tidende, i første omgang var den bare ment til internt kollegialt brug.
Problemet, den drejer sig om, er i virkeligheden generelt, og det er absolut ikke blevet mindre i løbet af de 25 år, der er gået fra kronikken blev skrevet og til nu. Sat på spidsen er det spørgsmålet, om vi skal være robotter, der bare kan udføre bestemte funktioner, eller vidende, tænksomme og kreative mennesker, den handler om, og alene med mit ordvalg har jeg jo givet svaret for mit eget vedkommende.
Jeg husker et avisinterview med Astrid Elbek, der havde fået den tilsvarende stilling ved konservatoriet i Århus, og en af hendes pointer var, at vi skulle være åbne (så langt var hun og jeg altså enige), for det kunne jo ikke nytte noget - var hendes fortsættelse - at producere en Elvis Presley, hvis det var en Michael Jackson, folk ville have.
Og her er det så, vandene skiller. Vi skal hverken producere den ene eller anden og absolut ikke indrette uddannelsen efter, hvad folk vil have. Vi skal sørge for at give de unge mennesker, der søger ind på den, en solid faglig ballast og hjælpe dem til at komme til at forstå sig selv i forhold til den arv, de som vordende danske musikpædagoger har påtaget sig at videreføre.
Hvad min frygt for lukketheden angår, fik jeg i øvrigt nogle år senere direkte bevis for, at min bekymring ikke var ubegrundet. Bassisten Jens Jefsen fortalte om en oplevelse fra optagelsesprøven på konservatoriet i Odense. Han og de øvrige censorer havde været i vildrede omkring en harmonikaspiller, der søgte optagelse. Hans kvalifikationer var gode, han havde bestået alle prøver flot, problemet med ham var alene hans stilistiske ståsted, han var ikke typisk jazz-, rock- eller popmusiker. Han blev ikke optaget.