En genopdagelse
Den følgende tekst er fra 2009. Jeg sendte den til et par aviser, men ingen af dem meldte tilbage. Jeg synes stadig selv den er meget sjov, og til forskel fra det meste andet, jeg har skrevet, er den positiv i sit udgangspunkt.
En genopdagelse
"Mennesket har mulighed for glæder uden tal", skrev Piet Hein og fortsatte selv med at nævne “at kunne, når man skal” som den største af dem. Mit bud er at genopdage noget ellers glemt eller ligefrem afskrevet. Det har jeg heldigvis selv haft fornøjelsen af flere gange med fx en bog, en aktivitet, et sted osv., og - som jeg skal fortælle om her - med noget så sært som blokfløjten.
Indvendingerne imod den kender vi til bevidstløshed. Ja, den ER skinger, ofte stemmer den ikke særligt godt - rigtigt rar at høre på er den i det hele taget sjældent - vi kan remse kritikpunkterne op, men er de i grunden helt rimelige?
Ikke mange instrumenter klinger rigtigt godt i hånden/munden på en begynder. En 5. klasse, der bliver lukket ind i et musiklokale med tromme-sæt, el-guitarer og andre af de rockgruppe instrumenter, som man i dag bruger til at indøve den grundlæggende musikalske forståelse med (i det omfang man i det hele taget gør det længere), skaber ikke nødvendigvis mere høreværdig musik, end deres bedsteforældre i 1950erne gjorde i samme situation med deres blokfløjter.
Blokfløjten havde den gang direkte status som begynderinstrument, og billig i anskaffelse, relativt nem at gå til, fri for sårbare klapsystemer o.l., som den jo er, men samtidig lige så god at lære noderne og de grundlæggende musikalske regler ud fra som et hvilket som helst andet instrument, var den vitterligt også velegnet til formålet.
Kunstnere som bl.a. Michala Petri har siden med stor overbevisning vist os, at der er mere - langt mere - at hente i instrumentet, end hvad selv de mest positive af datidens musikpædagoger havde kunnet forestille sig, men disse må være undskyldt, for de søgte heller ikke efter mere i det. Instrumentet blev jo fundet frem fra glemselen som led i et musikpædagogisk fremstød, ikke et kunstnerisk.
Men den erkendelse er i sig selv ikke tilstrækkelig til oplevelsen af genopdagelse. Nej, her må jeg omkring noget andet. I virkeligheden en hel tradition - rig og værdifuld, men som i vores evige jagt på andre oplevelser, er gået næsten helt i glemmebogen.
Tankerne om den dukkede op hos mig i forbindelse med en undervisningstime i musikanalyse (jeg har i en årrække tjent til huslejen på den måde), hvor jeg havde præsenteret mine studerende for stykke kammermusik fra 1800-tallet. En af dem spurgte: “Hvor har den musik i grunden været opført?”
Spørgsmålet, der på ingen måde er urimeligt, førte til en mere generel snak om musikalsk praksis i 19. århundrede. Min pointe er nemlig, at vi her har med en musik at gøre, der stort set er uforståelig for nutidens mennesker. Ikke fordi den er vanskeligt tilgængelig i den betydning vi sædvanligvis anvender det udtryk, men fordi den udspringer af en helt anden virkelighed end den vi kender - at tale om en anden kultur er ingen overdrivelse.
Den omhandlede musik har ikke nødvendigvis været opført overhovedet. Hos 1800 tallets borgerskab var det almindeligt at dyrke musik i hjemmet, og tidens komponister skrev derfor utallige stykker til det marked (for det var der simpelt hen tale om), det skabte: strygekvartetter, duetter for to fløjter, sonater for klarinet og klaver, sange med klaverakkompagnement osv. og ikke mindst et utal af små klaverstykker. De var ikke beregnet til opførelse i en koncertsal, de var først og fremmest til hjemmebrug.
For nutidens mennesker, for hvem musik er noget man lytter til, kan mødet med en musik, der ikke er beregnet til det, virke som et uvirkeligt fænomen, som derfor kræver en større omstilling i hjernen for at blive forstået. Men egentlig er det ganske klart, vores forståelse af musikken som en forbrugs- eller konsumvare udspringer jo af de muligheder, vi råder over som radioen og CD spilleren, og de fandtes ikke den gang. For datidens mennesker var musik derfor noget andet end den er for os, og for rigtigt mange af dem noget man dyrkede aktivt. Man mødtes selskabeligt og svarende til at tage et spil kort eller ludo efter middagen, hørte også det, at spille kammermusik med til de traditionelle selskabsaktiviteter.
En tings funktion afgør, hvordan den er, og en musik, der er beregnet til at blive spillet af fire muntre mennesker i selskabelig sammenhæng efter en bedre middag er selvsagt udformet anderledes end en, der er skabt med henblik på at kværne i en konstant tændt musikradio. Der er tale om to ganske forskellige fænomener, som derfor ikke kan forstås ud fra den samme måde at tænke på.
Og det er kammermusikstykket, det her handler om. Ideen med det er, at det skal danne grundlag for et par timers hyggeligt samvær. De egenskaber det har, tager derfor udgangspunkt i den situation. Det skal være teknisk overkommeligt - ikke for svært, samtidig med også at byde på reelle udfordringer. Det skal kort sagt være morsomt at spille!
Den opgave kan være løst på forskellig måde, nogle kammermusikværker har nogen lunde ligeligt med udfordringer i alle stemmer, hvor andre værker fx kan have en enkelt krævende stemme, men tre andre relativt lette. Ja, ikke alle, der har lyst til at være med, spiller jo lige godt (ligesom tilfældet er med bridge og skak), så den situation har flere af kammermusikgenrens komponister også forstået at tage hensyn til.
Til forskel fra den improviserede musik, som væsentligst dyrkes i dag - jazzen, rocken, folk-musikken, spillemandsmusikken - har den klassiske kammermusik med sit sæt af spilleregler faktisk en social udjævnende funktion. Enhver der har deltaget i en jamsession vil kende ham de andre er trætte af. Og hvis meningen med en aktivitet er, at den skal danne ramme om hyggeligt samvær, er det jo ikke heldigt, hvis den skaber ham.
Ikke for at nedgøre den musik, selv har jeg med stor fornøjelse deltaget i mangen en jamsession, men vi møder altså ind imellem her en form for selvhøjtidelighed, der kan virke direkte hæmmende på udfoldelsen, en selvhøjtidelighed der til gengæld er den klassiske kammermusiktradition aldeles fremmed. Her er praksis en helt anden, man viser cellostemmen til den, der har celloen med og spørger: “Hvad siger du til den?” og svarer han/hun: “Jo, den ser da rimeligt overkommelig ud”, er der basis for at gå i gang. Og i det spil er alle vel at mærke lige.
Men det kræver jo for at deltage, at man kan læse noder. Ja, men der findes ikke et eneste spil, der ikke kræver en eller anden form for kunnen. Bridge, skak, fodbold, rundbold, ludo - alle kræver de, at man kender reglerne og spillets dynamik, for at man kan deltage i legen. Jo bedre man kender dem, jo bedre kan man spille spillet, og jo morsommere er det at deltage i det. Kammermusikken stiller måske lidt større krav til forhåndsindsatsen og forberedelsen end de fleste andre spil, til gengæld har den så også rigtigt meget at byde sine dyrkere på.
Og nu er jeg tilbage ved mit udgangspunkt. I mit tilfælde bød der sig pludselig en mulighed for at spille trio. Den bragte de gamle, støvede blokfløjter frem fra skuffen, hvor de havde ligget i årevis, og således opdagede (genopdagede) jeg, hvor morsomt det i virkeligheden er at spille på dem. Og hvem siger at den oplevelse kun gælder for mig?
Der findes egnet musik for stort set alle kombinationer af fløjter, musik som er både overkommelig og sjov at spille; man kan relativt let skifte fra den ene størrelse af instrumentet til den anden og således få lejlighed til at prøve kræfter med både høje og dybe stemmer i ensemblet, og mangler man fx en tenorfløjte, er den overkommelig i anskaffelse, i hvert fald sammenlignet med de fleste andre musikinstrumenter. Der er således mange kvaliteter i instrumentet.
Hvad de musikpædagoger, der i mellemkrigsårene gravede blokfløjten frem fra flere hundrede års glemsel, tænkte og havde af visioner, ved jeg ikke, men som kollega til dem i dag kan jeg kan da sagtens for mig se, hvordan en kreativ udnyttelse af instrumentet i forbindele med en veltilrettelagt almen musikundervisning kunne have bragt de fleste af os til et niveau, hvor i hvert fald lettere duetter, trioer og kvartetter - og dermed også kammermusikken som fænomen - lå indenfor rækkevidde.
Om det havde skabt morsommere selskabeligt samvær end karioki, om det generelt havde budt os på større musikalske oplevelser end musikradioen, skal jeg ikke kunne sige (i øvrigt behøver der jo ikke være tale om alternativer), men den vision jeg oplevede i forbindelse med gensynet med blokfløjterne, var i hvert fald for mig en glæde, der kunne stå mål med Piet Heins den største.