Trussel mod kulturlivet
Den første af teksterne blev bragt som kronik i Århuus Stiftstidende lørdag d. 10. april 1982. Jeg stødte på den i forbindelse med en oprydning,
men fandt den i grunden ganske tankevækkende at genlæse her 35 år senere. Den er præget af sin tid, men man kan i det mindste ikke påstå, at min pessimisme den gang var ubegrundet.
TV-kanalen en trussel mod kulturlivet
I kronikken lørdag 3. april skriver seminarielærer Jørn Grønkjær om fjernsynets uheldige indflydelse på, hvad han kalder “det lokale kulturliv”. Han stiller spørgsmålet, om dette “liv” er værd at kæmpe for og besvarer det selv med et uforbeholdent ja og efterlyser mennesker, der vil være med til at protestere mod den igangværende udvikling.
Som programmedarbejder ved fjernsynet, føler jeg mig foranlediget til at reflektere på denne kronik. Ikke for at gå i debat med kronikøren, for jeg er i det store hele enig med ham, derimod for at påvise, at også jeg som TV-programmedarbejder kan have grund til at føle truslen. I mit tilfælde altså fra mit eget fag.
Grønkjær fremhæver kanalerne* som en programidé, han egentlig synes meget godt om. Det forstår jeg ikke, for jeg føler netop kanalerne med deres blanding af underholdning og journalistik som den værste trussel mod kulturlivet, TV endnu har spillet ud. I en “gammeldags” sendeaften kunne man i det mindste vælge, om man ville se statsministeren i krydsild, koncert med Shu-bi-dua, quizen, TV køkkenet, dyrefilmen eller portrætsamtalen. Man havde dog mulighed for at nå noget andet ud over at se det program, man havde valgt at følge.
I kanalerne stykkes alle indslagene op i småbidder og spredes over hele fladen, så man er nødt til at hænge på fra først til sidst. Samtidig er man tvangsindlagt til det stof, man ellers ville have lukket for. Dette forpligter igen TV medarbejderne til at sørge for, at de enkelte indslag bliver så korte som muligt og (uanset hvor seriøst et emne, der behandles) så underholdende som muligt. Uanset hvor dygtige kanalmedarbejderne er, må det medføre en mere overfladisk behandling af de forskellige emner.
Men kanalform eller ej. Der kigges under alle omstændigheder meget TV, og at det sker på bekostning af andre aktiviteter, er indiskutabelt. Om disse aktiviteter så er værd at kæmpe for, er et åbent spørgsmål. Somme går ind for at “lade falde hvad ikke kan stå”. Jeg mener som Grønkjær, at det “lokale kulturliv” er bevaringsværdigt og derfor i en truet situation nok en ekstra hjælp værd.
Fjernsynet, der jo er kulturlivets største trussel, kan i virkeligheden påtage sig denne hjælp. Og viljen er principielt til stede, men mangler efter min mening reelt.
Dansk TV er som bekendt i modsætning til TV så mange andre steder ikke reklamefinansieret og derfor uafhængigt at stærke økonomiske interesser. Det er en politisk vedtagelse, som skal sikre en rimeligt lødig programlinie. “Lidt tungere” programmer, som ikke samler så mange seere, har også plads i sendefladen, og alle interesser - også de mere specielle - tilgodeses i rimeligt omfang.
Denne holdning er jeg principielt helt på linie med. Derfor finder jeg det katastrofalt, at Danmarks radio selv “kunstigt” etablerer en situation parallel med den, vi f.eks. kender fra USA, hvor forskellige stationer konkurrerer indbyrdes om seerne.
Det er i seernes interesse, at Danmarks Radio varetager sine forpligtelser på tilfredsstillende måde, at der er gode programtilbud indenfor alle stofområder, og at ikke kun repræsentanter for de mest indflydelsesrige interessegrupper har adgang til mediet. Men hvordan Danmarks Radio internt er struktureret, må principielt være seeren ligegyldigt. Derfor er det beklageligt, at DR selv fører an med at hidse de forskellige afdelinger op imod hinanden for øjnene af seerne, der uden at kende alle sagens akter og nuancer skal stilles til dommer over, om Kulturafdelingen, Underholdningsafdelingen, Provinsafdelingen (eller hvilken afdeling der nu er tale om) laver de bedste lørdage, bedste kanaler osv.
Afdelingerne vil da uundgåeligt lade de tungeste forpligtelser glide i baggrunden til fordel for en hård og bitter kamp om at sikre sig de mest populære kunstnere, de mest højrøstede politikere, at komme ført med de skrappeste sensationer osv. En kamp, der spiller de enkelte kunstnere, politikere, sensationsmagere fordele i hænde, men som i øvrigt er til skade for kulturlivet som helhed. Og når vi nu har bragt det så vidt, at avisernes forsideoverskrifter (i det mindste somme af dem) ikke handler om vigtige inden- eller udenrigske begivenheder, men om hvordan det mon går i aftenens episode af Dallas**, mener jeg nok, tiden er inde til at stige af ræset, puste ud et øjeblik og foretage en ny vurdering af situationen.
Nu er jeg tilbage ved udgangspunktet: Det lokale kulturliv. Jeg mener, Danmarks Radios forpligtelser bør være (og i virkeligheden også er) to-sidige. Dels er der tale om en forpligtelse overfor seerne; men også en forpligtelse overfor kulturlivet. Grønkjær nævner Danmark som landet med verdens bedste fritidslov, kulturpolitik og kulturstøtte. Der ofres kræfter og penge på kulturen, og derfor finder jeg det mærkværdigt, at man ikke også inddrager radio og fjernsyn i bestræbelserne, i det mindste henstiller til Danmarks Radio at vise lidt mere hensyn og lidt mindre agressivitet i programpolitiken.
Grønkjær beklager sig over, at det kan være vanskeligt for arrangører af kulturelle arrangementer at finde en aften, hvor fjernsynet gør det muligt at samle et tilstrækkeligt stort publikum. Een ting, der i hvert fald hjælper er, hvis man efter kunstner/foredragsholdernavnet kan tilføje et: Kendt fra TV. Eller man ligefrem kan reklamere med, at arrangementet transmitteres af TV. Fra mit arbejde ved jeg, at kunstnerne står på tæerne af hinanden for at komme i fjernsynet. Det er lige før, de vil betale for at få lov til at medvirke. Det giver prestige. Jobtilbud og pladesalg stiger med øjeblikkelig virkning mærkbart efter blot en enkelt, kort optræden på den magiske skærm. Programmet “Højskolesangen” medførte øget elevtilgang til de højskoler, der (relativt tilfældigt) var blevet udvalgt som rammer om optagelserne. TV kan også øve gavnlig indflydelse på “det lokale kulturliv” ved en bevidst programpolitik.
For øjeblikket er kulturlivet i almindelighed truet. Først og fremmest af fjernsynet, men også af udlandsantenneforeningernes og videoklubbernes tilbud. Og snart vil TV satellitterne yderligere forskubbe balancen. En bevidst medie- og kulturpolitik bliver en uomgængelig nødvendighed, hvis ikke vi skal se os rendt totalt over ende.
Danmarks Radio skal ikke konkurrere med kulturlivet om publikum, men sende gode, underholdende oplysende programmer. Gode tilbud til det publikum, der ønsker at se TV, men DR skal ikke for enhver pris skrabe seere til sig. Danmarks Radio behøver ikke satse på sensationsjournalistik, og behøver ikke arbejde på at kapre verdens største entertainere eller på at producere quizprogrammer med millionbeløb i præmier. Der kommer rigeligt med dens slags tilbud andre steder fra. Derimod bør det danske fjernsyn overveje at indgå et samarbejde med det nok så omtalte kulturliv. For at redde dette. Og dermed også Danmarks Radio. Jeg beskyldes under tiden for at ville bruge licensbetalernes penge til socialhjælp. Men socialhjælp og kulturstøtte er, så vidt jeg ved, ikke det samme. Og ofrer vi ikke kulturstøtten i tide, frygter jeg, at dansk kultur får behov for reel socialhjælp, da den næppe vil magte konkurrencen i det lange løb.
* Kanalen var en ny programform, der blev indført netop på dette tidspunkt. Hvor en TV aften ellers havde været bygget op i 30 - 45 minutters moduler med forskelligt indhold - en minister i samtale med en journalist, en entertainer der sang og spillede, en lille film om kænguruerne i Australien osv. - blev det hele stykket sammen i den nye form. Værterne (som regel to) bød velkommen til denne TV aften og annoncerede, hvem der kom som gæster, og hvad aftenen i øvrigt bød på. Og så var det bare om at hænge på fra først til sidst.
** Dallas var en amerikansk TV serie, der på det tidspunkt blev sendt i prime time (som det hed), som stort set hele Danmark fulgte med i, og hvis handling formiddagsaviserne derfor også konstant kommenterede, endda som ved denne lejlighed på forsiden.
Kommentar
december 2017
Genlæsningen af kronikken kaldte nogle tanker og overvejelser fra min tid som medarbejder ved Danmarks Radio tilbage. Jeg husker ikke længere, om Jørn Grønkjær blot klagede over, at radio og fjernsyn lagde beslag på vores tid og ikke levnede plads til andre kulturudbud, eller om han var kritisk overfor dem i øvrigt, men selv blev jeg i hvert fald med tiden klar over, at den virksomhed, jeg havde taget ansættelse ved, i virkeligheden var en trussel mod mit eget fag.
Jeg oplevede problemet fra flere sider, da min tid som radio og -TV medarbejder netop faldt sammen med overgangsperioden, hvor Danmarks Radios transformation fra kultur- til serviceinstitution fandt sted, Jeg er ikke sikker på, jeg den gang rigtigt var opmærksom på, hvad det var for en proces, der var i gang, men jeg mindes i det mindste masser af diskussioner, hvor bølgerne gik højt. I forbindelse med en af dem, fik jeg afleveret følgende svada til programchefen: “Det, en dygtig og samvittighedsfund musikpædagog kan bygge op lokalt over ti år, kan du smadre på få sekunder” (jeg havde det med at udtrykke mig i store ord den gang).
Han spurgte mig ironisk, om jeg mente, han skulle konsultere Musikpædagogisk Forenings formand, hver gang han lagde ny sæsonplan, hvortil jeg svarede, at der da ikke ville gå stykker af ham, hvis han forsøgte at samarbejde lidt med kulturlivet. Men det var tiden løbet fra. Radio og fjernsyn gik egne veje og bevægede sig tværtimod mere og mere i retning af at blive de rene popkanaler, vi kender dem som i dag. Den arbejdsplads jeg forlod i 1987, var således en helt anden end den, jeg var blevet ansat ved ti år tidigere.
Som en af de sidste krampetrækninger fra den hendøende kulturinstitution mindes jeg en konference, hvor medarbejdere fra de musikproducerende og -brugende afdelinger var samlet for at drøfte kvalitet og lægge de overordnede linier for musikken i radio og TV. Det var et klassisk DR initiativ, der selvfølgelig ikke kom noget resultat ud af, dertil var forandringsprocessen allerede alt for fremskreden.
Havde det været musikafdelingens linie, der var blevet kritiseret, havde det været en smal sag at justere den, men så havde der selvfølgelig heller ingen grund været til at afholde konferencen, problemet var netop, at musikstoffet nu ikke længere var koncentreret på én afdeling, men spredt ud på alle DR´s redaktioner (selv TV avisen kunne finde på at lægge underlægningsmusik til en reportage).
I virkeligheden var det ikke så meget de traditionelle, gamle afdelingers begyndende brug af musik, der var årsag til, at konferencen blev arrangeret, havde der været problemer med det, var det også noget, man sagtens kunne have talt om, smertensbarnet var klart P3 - musikradioen - efter god, dansk demokratisk skik satte man bare ikke fingeren direkte på det ømme punkt, men lagde i stedet problemet op som generelt.
I januar 1963, da P3 blev indført, må radiofædrene endnu have troet på, at det var muligt at indarbejde en musikradiokanal i DR, men en sådan fungerer efter et helt andet princip end det, der var styrende for aktiviteterne her. Det oprindelige Danmarks Radio var en kulturinstitution, dens programmedarbejdere var formidlere - personer med omfattende kendskab til det stof, de hver især havde ansvaret for, og med den opgave at tilrettelægge programmer med mening og idé indenfor det.
Lidt nedladende blev DR kaldt skolelærerradioen (og faktisk var mange af den første generations programmedarbejdere også læreruddannede), men spørgsmålet er, om der egentlig var grund til at være nedladende overfor den idé. Det gamle DR lavede bestemt gode, engagerende radio- og TV programmer, nogle af dem ligefrem legendariske som man taler om endnu.
I modsætning hertil er musikradioen en servicekanal. Dens produkt er en stadig strøm af let grammofonmusik, småsnak og nyheder, der for det meste er lige så lige gyldige som den øvrige snak og musik. Dens medarbejdere er af en helt anden type end dem, der befolkede kontorgangene i det gamle radiohus.
Den omtalte konference bar da også tydeligt præg af, at der var kommet en ny gruppe kollegaer til. Debattonen var stadig DRsk, men ind imellem faldt der pludselig en bemærkning, der tydeligt viste, der blæste nye vinde. På spørgsmålet om, hvilke kvalitetskrav han arbejdede ud fra, var svaret fra en musikradiomedarbejder fx, at han havde et indbygget filter, han aldrig gik på kompromis med.
Jeg er ikke i tvivl om, han var oprigtig, og at hans arbejdsprincip vitterligt ikke omfattede mere end det, men i forhold til at vi var et halvt hundrede mennesker samlet i tre dage på et afsides liggende hotel med en seriøs opgave foran os, virkede det unægteligt lidt komisk.
I virkeligheden markerede indførelsen af P3 det første skridt til opløsningen af Danmarks Radio. Ud over at være en fremmed art i DR landskabet, var popmusikkanalen nemlig også en invasiv af slagsen, så frem for at det var P3, der faldt ind i det eksisterende DR landskab, blev det tværtimod dette, der måtte tilpasse sig de nye P3 normer.
For øjeblikket diskuterer man et forslag om at lægge Radiosymfoniorkesteret og Det kgl. Kapel sammen. I realiteten er det en nedlæggelse af radioorkesteret, det handler om, og det forslag passer helt med den proces, der startede med indførelsen af P3. En moderne serviceradio har ikke noget at bruge et orkester til.
Konferencen om kvaliteten af den musik, der blev sendt på DR, førte som nævnt ikke til noget resultat, opgaven lod sig ikke længere løse. Hvad der kom til at stå i den endelige rapport efter den, husker jeg ikke, men det har givet vis været noget i den retning, bare udtrykt i mere diplomatiske vendinger.