Spar på papnæser
Spar på papnæser og andre tilbud
Pas på med at gøre besøgs- og tilskuertal til det vigtigste succes- kriterium i kulturlivet.
I kronikken 4.1. taler Christian Have om en kulturkrise, som åbenbart er så presserende, at der må skrides ind nu, hvis ikke der skal ske store, uoprettelige skader. Men hvori består den? Er det f.eks. så katastrofalt, at teatrene og museerne oplever vigende besøgstal? Eller at salget af CDer falder? Og hvem er det, der har regnet sig frem til, at netop det antal teatre, udstillingsbygninger, koncerthuse, operahuse, pladeforretninger, gallerier osv., vi har, også er det, vi har brug for? Og til enhver tid? Kunne man ikke forestille sig den mulighed, at der måske i forhold til øjeblikkets behov var et teater og en udstillingsbygning for mange her i landet?
For mit egent vedkommende vælger jeg mange koncerter, udstillinger og teaterstykker fra. Ikke fordi jeg ikke kan få tid til at gå til dem, men simpelt hen fordi jeg ikke orker mere, end jeg gør, uanset at noget af det, jeg vælger fra, i virkeligheden er noget, jeg er meget interesseret i.
Det kan jeg måske sagtens sige, jeg bor i København - det er jo ikke ligefrem min region, der er den dårligst forsynede mht. kulturtilbud - men det kan heller ikke være her, problemet ligger. Når man vælger at bo i Vester Bælum, er det vel fordi, man søger noget andet end det, Rådhuspladsen og hovedstaden kan tilbyde en, og omvendt også i øvrigt.
Men biblioteket da! ja, at de mange små biblioteker - inkl. Vester Bælums - må lukke, skal jeg være den første til at beklage, for de fylder en god og vigtig plads i lokalsamfundet, men man er også nødt til at få regnskabet til at gå op, og i lighed med f.eks. sygehusene kan det da godt være, at bibliotekerne også må se på, om de måske ikke kunne yde borgerne en bedre overordnet service, hvis de samlede ressourcerne i lidt færre, men til gengæld større og mere veludstyrede enheder. Det er balancen mellem nærhed og funktionsdygtighed, vi her har med at gøre. Og det balancepunkt ligger vel ikke konstant det samme sted, men flytter sig i takt med udviklingen i øvrigt.
Og museerne! behøver de egentlig at kunne fremvise høje besøgstal for at have berettigelse? Hvad er Nationalmuseet her egentlig for? Vel først og fremmest for at konservere lurerne, Solvognen, Skt. Jørgen og dragen, de gyldne altre, Absalons borgs ruiner osv. og for at forske i dem.
Også for at udstille og formidle dem til et publikum. Ja da, men er dette sidste museets primære opgave? Jeg er som dansker taknemmelig over, at jeg har mulighed for at gå ind og se f.eks. lurerne, men skulle jeg en dag ikke have lyst til det, er jeg endnu mere begejstret for, at de findes bevaret under gode forhold alligevel.
Min egen oplevelse er, at museerne i jagten på de åbenbart attraktive høje besøgstal er ved at sælge ud af principperne. For nogle år siden var jeg på det musikhistoriske museum i Stockholm. I stedet for at rumme samlingen af f.eks. klarinetter fra Mozarts tid, var et helt lokale nu optaget af bare en enkelt 1780´er klarinet. Til gengæld var den udstillet sammen med en krinolinekjole og en pudderparyk og et par andre samtidige genstande, og det hele var sat op foran en stor fotostat med et typisk 1700tals gadebillede.
Jeg er ikke i tvivl om, at museet har kunnet fremvise pæne besøgstal og adskillige førstepræmier for spændende formidling på den konto, men inden vi falder på den bagudrettede legemsdel af begejstring over mere papnæse og aktiviteter, kunne vi måske overveje, hvad vi egentlig har vores museer for. Hvad med f.eks. den interesserede, der gerne vil se hele samlingen af tidlige klarinetter? hvor skal han gå hen?
Og formidlingsaktiviteterne med krinolinekjolen m.m. har vel lagt beslag på kræfter og penge. Det kan godt være, det ikke er mange kræfter og store beløb, men stadig er det kræfter og penge, der f.eks. kunne have været brugt på konserveringen og udstillingen af en klarinet.
Skal vi i det hele taget med djævelens vold og magt trækkes ind til alt muligt, hvad enten vi har lyst eller ej?
Kulturkrise, det har vi. Så langt er jeg enig med CH, men hans løsninger tror jeg ikke på. At kræve flere bevillinger til at øge mængden af tilbud, og så begynde at lokke kunderne til ved hjælp af bonusordninger, to for en pris-principper, papnæse og aktiviteter - det er ikke et system der passer til kulturlivet, og det er måske lige præcis her, vandene skiller og bevirker, at kulturformidleren og den forretnings- og pr- orienterede altid vil tale forbi hinanden.