Indledende bemærkninger

oktober 2018

I mine unge dage foregik der en livlig debat gennem aviserne. Det gør der muligvis endnu, men for mit eget vedkommende er deltagelsen i den hørt op. Det gjorde den, da jeg for anden eller tredie gang oplevede, at det jeg havde sendt ind, ikke blev bragt, og jeg heller intet hørte fra avisen.

Hvad årsagen kan være til, at man ikke længere ville bringe mine indlæg, ved jeg derfor ikke - om musik bare var gledet nedad i rækken af emner, man ønsker at beskæftige sig med, eller om mine synspunkter var blevet så forstokkede, at man ikke længere kune tage dem alvorligt - hvem ved? men frustrerende har det da været, for jeg mener selv, jeg har noget at bidrage med.

Jeg er kritisk overfor den moderne livsform, og det kan muligvis også være en årsag til, at aviserne ikke har villet bringe mine tekster, men de er jo udtryk for, hvad der har optaget mine tanker. Jeg er meget enig med den amerikanske forfatter (Joseph Heller var det vist), der i et interview udtalte, at alt var blevet forringet i løbet af hans levetid. Han nævnte pornofilmene som undtagelsen, der bekræfter reglen, lidt ironisk nok for at understrege sin pointe, for selvfølgelig var der tale om en sætten sagen på spidsen, men egentlig tror jeg, han var seriøs. Og som nævnt er jeg selv meget enig.

Beskyldningen for bare at være en gammel, sur Jeronimus køber jeg ikke. Det er jeg måske nok, men det er også en meget bekvem måde at afskære debatten på bare at sige, at kritikeren er gammel og sur. De indvendinger, jeg kommer med overfor fx popmusikken og musikradioen, kan godt være berettigede, selvom andres kritik af noget helt andet tidligere har været latterlig.

I øvrigt er der vel næppe mange, der i ramme alvor vil påstå, at alt nyt, der i tiden løb er blevet indført, har været forbedring. For øjeblikket hører fx bæredygtighed og grøn omstilling til de helt varme politiske emner, og det kan man selvfølgelig vælge at se som noget fremadskuende, men egentligt er der da tale om det modsatte: et opgør med den udvikling, der har fundet sted. Havde vi med Mærsk Møllers berømte udtryk udvist rettidig omhu, havde den diskussion da været helt unødvendig.
Og tænker man lidt over det, der står på de økologiske vareposer, må man da også mange gange tage sig til hovedet: “Almindelige gulerødder er blevet behandlet med…, men disse gulerødder…!” Hva´ be´ ha´r mine damer og herrer? helt naturligt, sensationelt!

Jeg har fundet på en betegnelse for vores tid. Efter stenalderen, jernalderen osv. er vi nu kommet til similialderen. Jo, for ikke ret meget er ægte længere, alt er efterligning, grangrenen ser ægte ud, men er af plastik, julesangen kommer ikke fra en stemme, men fra en højttaler, man skal være glad, hvis hindbærmarmeladen bare indeholder nogle få procent hindbær osv.

Jeg husker en anmeldelse af en udstilling med el-klaverer, en kollega sendte hjem fra USA. Hun var ved at sprutte over af begejstring, det ene efter det andet af instrumenterne var “næsten lige som…” For helvede da, hvad med det ægte? Jamen el-klaveret er også ægte, det er et selvstændigt instrument med sine egne egenskaber!

Meget muligt, men i 90% af alle tilfælde, hvor det bliver brugt, er det som erstatning (anmeldelsens nøglebemærkning var jo netop også “næsten lige som…”), og når man fx bruger en synthesizer til en CD indspilning - der jo i sig selv er en erstatning - er det heller aldrig fordi, det er en syntetisk, elektrisk klang, man ønsker, man bruger den, fordi det er en billigere og nemmere løsning end at indkalde et strygerorkester, en saxofongruppe og fire basuner.

Jeg skal medgive, at de samplede, elektroniske lyde med tiden er blevet ganske gode (næsten lige som…), men uanset hvor nøjagtige de måske en dag bliver, er de stadig kun kopier og bliver selvsagt aldrig andet, bortset fra at der nu vokser en generation op for hvem, de samplede lyde - erstatningen - bliver det normale. Similialderens klang!

På Musikvidenskabeligt institut underviste jeg bl.a. i analyse. Jeg havde valgt at bygge mit kursus op omkring orkesterets instrumenter, fordi jeg opdagede, at de studerende ganske enkelt ikke kendte dem. Hvis de overhovedet kendte klangen af et orkester, var det i komprimeret udgave fra højttaleren. Hvad det var for instrumenter, der frembragte lyden, vidste de ikke noget om, de ville ikke kunne genkende dem, hvis de så dem, kendte ikke til deres funktion og egenskaber, anede intet om deres udviklingshistorie osv.

Ind imellem var jeg tæt på at blive mismodig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at engagere de unge menesker, men jeg er bange for, at det kun lykkedes i begrænset omfang, i den næste generation kommer vi nok til at indstille os på, at ord som fx horn, obo og fagot vil være reduceret til betegnelser for lyde, der findes på synthesizeren og acceptere, at selv musiklærerne ikke længere kender de autentiske klange.

Det kan ikke nytte noget at stritte imod udviklingen! - Det ved jeg da egentlig ikke; hvis man mener, at den vej frem, der bliver foreslået, vil føre et galt sted hen, er man da i sin gode ret til at prøve på at undgå den,
og vel i virkeligheden også forpligtet til at advare sine medmennesker mod at følge den, jeg forsøger altså på min måde at råbe vagt i gevær overfor nogle udviklingstendenser, jeg finder uheldige.